Forord

Planlægningen til denne tur har stået på i 50 år. Det kræver nok lidt forklaring, at der skulle gå så lang tid med at få sig taget sammen til at få udlevet en drøm om endnu en gang at sejle ned gennem Europa. Første tur tog jeg i 1969/70 fra Faaborg til Barcelona via floder og kanaler sammen med mine forældre og to mindre søskende.


Det var en rejse der foregik på et tidspunkt, hvor det var meget usædvanligt at tage sådan en tur, men den står stadig frisk i erindringen, som en helt fantastisk oplevelse. Turen foregik i en Jupiter 30, som var blevet leveret fra Bogø værftet i foråret 1969. At det var en ulykke der gjorde at turen i det hele taget blev til noget, gør det ikke mindre spændende.

Familiens møbelfabrik i Korinth brænder ned til grunden i januar 69, og beslutningen bliver taget, at tiden skal udnyttes til et sabbatår – og med en ny båd i ordre, hvad var så mere naturligt end at bruge den til dette formål. At turen så skulle gå til Spanien, kom også som en tilfældighed, eller rettere, der måtte et skoleatlas til for at vurdere om det egentligt var muligt at sejle hele vejen. Med en lup lykkedes det at finde små blå streger på kortet hele vejen fra Danmark til Middelhavet – så dem kunne man nok godt sejle på! Husk at det var før Internettet og mulighederne for at sidde hjemme og finde alle oplysningerne. At planlægge ret meget før sådan en tur var meget begrænset.


Turen blev som sagt gennemført - også uden de store problemer. En sten i Rhinen nok var den største ulykke, men efter en uge på land kom en ny skrue fra Danmark og turen kunne forsætte. At båden ikke var udstyret med en hæl, er en af de erfaringer jeg har gjort, og som jeg anser som vigtig på en båd, der skal sejle på floder og kanaler. Mange vil påstå, at det er blød bund de fleste steder og det er også korrekt, men desværre har der bredt sig en tendens til at kaste indkøbsvogne ud fra broer, og jeg ved ikke hvordan det vil lyde at få sådan en metalgenstand gennem skruen.

Skipper

Jeg er fra 57 og har som tidligere nævnt sejlet fra barnsben – med OK jolle, motorbåd og weekendhjælp på en fisketrawler, kapsejlads bl.a. Fyn rundt flere gange. Skipper på Viking – en toldkrydser ejet af Svendborg Museum.


Fra 1980 til 1997 blev der stiftet familie og vi boede mange år i Tucson, Arizona, hvor begge vores børn er født. I denne ørkenstat er mulighederne for sejlads yderst begrænset, så det blev ikke til meget tid på vandet i årene i USA.


Tilbage i Danmark... her blev det til et par år i Kværndrup med postordre og salg af aerobic tøj til fitness centre i hele landet. At det aldrig blev den store succes er ikke en hemmelighed, så da Kvik Køkkener søgte en butikschef, var det oplagt at søge stillingen. Det betød bl.a. etablering af butikken i Svendborg og senere drift af Kvik i Odense. Da begge butikker blev solgt endte jeg med at få ansvaret for flytning af logistik afdelingen fra Kibæk til Vildbjerg - og er efter mange spændende opgaver stadig tilknyttet hovedkontoret i Vildbjerg nær Herning. 


I starten kiggede vi efter hus i og omkring Herning - men der er for lidt vand!, så efter familieråd blev vi enige om at blive boende på Thurø, og så måtte det betyde en del pendling frem og tilbage. Årsagen var naturligvis at vandet og farvandet i det Sydfynske Ø-hav trak meget, og måtte derfor leve med køreturen frem og tilbage. 


Det er blevet til mange sejlture i de sidste 20 år. En hobby der også har været med til at afstresse fra jobbet - et arbejde som selvfølgelig har budt på udfordringer gennem åerne. Her har timerne på vandet afgjort været med til at sætte tingene på plads og finde en løsning. 


At min hustru Karin og mine to voksne børn heldigvis gerne vil med en gang imellem, er jeg yderst taknemlig for, og ikke mindst, at de ikke har problemer med søsyge. Selvfølgelig forsøger jeg at undgå sejlads med familien, når jeg ved, at vejret ikke er godt, men i en motorbåd kan det ikke undgås at det af og til kommer til at rulle lidt – eller meget.

Båden

I 2006 sidder jeg med Jyllands Posten og falder tilfældigt over en annonce for en motorbåd – Bella 8100 Sunmar til salg hos CC Marina i Holbæk. Straks jeg så den, var tanken at den ville være ideel til at gennemføre en rejse ned gennem Europa. Ikke for stor – og om nødvendig ikke større end at jeg selv kan håndtere den, hvis hverken familie eller gode venner vil med. Men dog stor nok til at 2-3 personer kan leve rimelig komfortabelt om bord. Ikke at det bliver luksuriøst, men til forskel for de mange som tager på langtur med sejlbåd på de store verdenshave, så må en tur igennem Europa nærmest betegnes som en badeferie med mulighed for at komme i land hver aften. Ja  – selv med mulighed for at afmønstre på stedet, hvis skipper bliver for umulig.


Båden er bygget i Finland i 1999 og søsat første gang i 2003. Er 8,1 meter lang – eller 26 fod og udstyret med en Yanmar motor på 170 Hk. – rigeligt - men alligevel betrykkende, hvis behovet for ekstra kraft opstår, især når turen går op af Rhinen eller Rhône floden, der begge er berygtet for en voldsom strøm. Sidstnævnte dog ikke nær så slem som den første tur i 1969, hvor der var meget få sluser på floden til at regulere strømmen. Dengang var det anbefalet, at man havde lods om bord fra Marseilles til Lyon – og jeg husker det som en vild tur – både ned og op af floden på det tidspunkt.

Båden har et cockpit med godt udsyn hele vejen rundt, en forkahyt med en dobbelt køje og en stor stik-køje, så der er plads til tre personer ombord uden at der skal reddes op i cockpittet. Toilet og håndvask – ikke stort men det fungerer. En agterplatform med masser af stuveplads til alt det udstyr der skal med, når man sejler – bl.a. plads til to foldecykler.


Af sikkerhedsudstyr skal nævnes to ankre hvoraf det ene er overdimensioner, beregnet til en 40 fods båd, VHF, AIS og flere ildslukkere – blot for at være på den sikre side. Dieseltank på 220 liter og yderligere 100 liter i dunke, som vil give en teoretisk rækkevidde på 300 sømil ved en hastighed på 7 knob i timen.


100 ltr. Vandtank - også en begrænset ressource, men rækker dog langt, når der bliver økonomiseret lidt med vandet.


Desuden har båden noget så usædvanligt som et dobbeltror, hvilket giver en meget høj manøvre evne. Bovpropel, fast aksel og en dybdegang på 1 meter, men på trods af alt dette er den, som alle motorbåde, meget vindfølsom. Så ved havne skal der planlægges manøvrer for ikke at komme til at ligne en der ikke har styr på tingene. Alle der har haft ansvaret for at dokke en båd kan næppe sige sig helt fri fra, på et eller andet tidspunkt, at have lavet en manøvre, der ikke gik helt efter bogen – jeg kan i hvert fald ikke.

Forberedelsen fra 1997 til 2020

Som sagt gjorde jobbet og at adressen at sejleriet var lagt på hylden i flere år, indtil vi i 1997 flyttede til Svendborg, hvor den gamle interesse blev genoptaget, bl.a med yachtskipper-kursus, kanalbevis mm.


I den periode blev det til mange ture som gast sammen med min bror, der ejede en Sweden Yacht 370. I første omgang med ture i den svenske skærgård omkring Stockholm og senere i det sydfynske og ikke mindst deltagelse i flere kapsejladser Fyn rundt.


Fra 2006 i egen motorbåd, som bliver brugt flittigt hver sommer og hvor tuerne bl.a. er gået til Tyskland og det store netværk af floder og kanaler der findes her. Den længste tur gik til Berlin og derfra videre over til Oder floden og via Polen og gennem Smålandsfarvandet tilbage til Svendborg. Men også mange ture rundt i Danmark er det blevet til, hvor vi dog mangler at besøge Limfjorden med egen båd.


I 2012 var jeg så ”uheldig” at løbe ind i Torben Rostbøll, (tidligere forstander på Ryslinge højskole) på en sejlerferie i Grækenland arrangeret af Svendborg sejlerskole. Han har gennem mange år været medlem af bådelauget Viking – en 15 meter lang toldkrydser ejet af Svendborg Museum og hvor en flok frivillige på ca. 30 personer vedligeholder og sejler med skibet.


Rostbøll var så uforsigtig at komme til at anbefale mig som medlem af dette laug – selvom han godt nok mente, at det var med stor risiko for, at jeg ville ødelægge hans gode navn og rygte. Jeg kunne trøste ham med, at det ikke var for godt i forvejen - så det gik nok - og sådan gik en hel uge i det græske øhav med godmodige drillerier.

Viking har givet mange oplevelser og ikke mindst mødet med en masse mennesker, der brænder for at sejle og vedligeholde et gammelt klenodie fra 1897. At jeg så i 2016 blev udnævnt til skipper, har ikke gjort det mindre interessant at sejle med båden og ikke mindst - lære at manøvrere en gammel båd med et 5 meter langt bovspryd og ingen bovpropel! At båden i dag har en velfungerende motor, sætter tingene lidt i relief. Da båden blev bygget var der ingen motor og alt foregik med sejl – dengang var der søfolk til!


Så med ovenstående erfaring føler jeg mig godt rustet til at kunne gennemføre en tur gennem Europa. Så faldt jeg over en fantastisk sejlerberetning skrevet af Kaj Norman - medlem fra Nyborg sejlklub, og den var med til at sætte den helt vilde plan i gang om eventuelt at gentage turen, som han beskrev:


År 1 Fra Danmark til Storehavet. 
År 2: Fra Sortehavet via Grækenland, Italien og til Frankrig.
År 3: Fra Frankrig og hjem til Danmark.


Om turen ender sådan, vil de kommende rejseskrivelser berette om – god læselyst!